Send siden Gem som PDF Print
Forside  • Rengøring, vaskerier og renserier • Politikker • om håndtering af penge
 

Politik for håndtering af penge.

 
Nedenstående eksempel på retningslinier er udarbejdet med henblik på at forebygge røveri. Det er vigtigt, at samtlige ansatte er bekendt med retningslinierne og følger dem. Det kan ske ved, at retningslinierne gennemgås i forbindelse med instruktion af nyansatte og i øvrigt jævnligt drøftes på personalemøder.
 
Retningslinierne bør være skriftlige og være tilgængelige for de ansatte, - de kan eventuelt indgå i en personalemappe sammen med andre ”politikker” og arbejdspladsvurderingen.
 
Det er vigtigt, at ingen udenforstående bliver gjort bekendt med retningslinierne.
 
Ved skranken/kassen:
Beløbet i kassen må ikke overstige …. (fx 2.500 kr).
Overskydende beløb lægges i fast monteret og aflåst skuffe med seddelindkast i skranken.
Nøglen til skuffen opbevares i baglokale.
 
Fra skranken til pengeskab:
Transporter pengene diskret, det vil sige eventuelt i en kuvert eller en pose, fra kassen/skuffen til pengeskabet.
Sørg for, at transporten sker på vilkårlige tidspunkter, fx om formiddagen den ene dag og sidst på eftermiddagen den næste dag.
Vær opmærksom på, om der er personer, der opfører sig mistænkeligt.
 
Fra pengeskab til banken:
Læg pengene i en diskret emballage, så det ikke fremgår, at det er penge, der bæres på.
Benyt en udgangsdør, der fører ud til befærdet gade, - ikke en bagdør eksempelvis ud til en baggård eller parkeringsplads.
Vær opmærksom på, om der er personer, der opfører sig mistænkeligt.
Skift ofte afgangstid og rute.
Benyt altid befærdede ruter.
Transporter pengene til banken ved dagslys.
Undlad at gøre ophold undervejs.
Hvis transporten foregår gående, er det en god ide at gå på fortovet modsat køreretningen, holde pengene i den hånd, der vender væk fra vejbanen og være særligt opmærksom ved porte og andre indgange.
 
Hvis der sker et røveri:
Gør præcis som røveren forlanger – råb ikke op og gør ikke modstand
Bevar så vidt muligt roen
Iagttag røveren, dog uden at nidstirre, da det kan provokere – udseende, sprog, beklædning og særlige kendetegn (fx tatoveringer, ar)
Bemærk røverens flugtmåde (fx gående, cykel, bil) og flugtrute
Alarmér straks herefter politiet
Beskyt eventuelle spor (aflås eventuelt virksomheden), og afspær området omkring gerningsstedet
Forsøg at få eventuelle vidner til at blive, indtil politiet ankommer
Udfyld signalementsblanket uden forinden at tale om røverens signalement med andre
Støt og hjælp hinanden efter røveriet.
 
Tilbud om støtte til de ansatte:
At have været udsat for røveri – eller være vidne til et røveri – er en voldsom oplevelse.
De ansatte (og eventuelle gæster, der har været vidne til episoden) kan have brug for tilbud om krisehjælp af en psykolog eller anden professionel hjælp.
Det skal overvejes, om de berørte ansatte skal sendes hjem.
Samtlige ansatte sammenkaldes snarest muligt til et personalemøde og orienteres om hændelsen, herunder får lejlighed til at drøfte episoden.
 
Bemærk at visse forsikringsaftaler giver mulighed for dækning af udgifter til professionel hjælp fra psykolog eller læge, hvis der bliver behov herfor.
 
Anmeldelse af hændelsen som arbejdsskade:
Den stærkt følelsesmæssigt belastede situation, som medarbejderen udsættes for ved et røveri, kan give medarbejderen akut stress og der er i så fald tale om en arbejdsskade. Har medarbejderen været udsat for fysiske overgreb foreligger der også en arbejdsskade.
 
Arbejdsskader skal anmeldes til Arbejdstilsynet hvis den tilkadekomne har været fraværende fra arbejdet på grund af hændelsen i mindst 1 dag ud over en dag, ulykken skete. Arbejdsgiveren har pligt til at anmelde arbejdsulykken til Arbejdstilsynet senest 9 dage efter den første fraværsdag. Husk også at anmelde skaden til virksomhedens forsikringsselskab. Er der ikke tegnet forsikring skal anmeldelsen ske til Arbejdsskadestyrelsen.
 
Anmeldelse kan ske elektronisk via EASY, som er Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens elektroniske system www.easy.ask.dk.
 
Undersøgelse af arbejdsulykken
Alle arbejdsulykker skal undersøges enten af arbejdsgiveren, hvis der ikke er en sikkerhedsorganisation, ellers af den relevante sikkerhedsgruppe. En kopi af anmeldelsen skal udleveres til sikkerhedsgruppen til brug for undersøgelse af ulykken.

 
 
Dette faktaark er printet fra www.apvportalen.dk, Rengøring, vaskerier og renserier, 14. december 2017