Ramme for en seniorpolitik

 

Nedenstående politik er en ramme for et muligt indhold i en seniorpolitik. 

 

 

Seniorpolitik

 

 

Formål

 

Virksomheden ønsker at fastholde medarbejdere, som er kompetente, motiverede og fleksible gennem hele deres ansættelse. Dette gælder også for medarbejdere i seniorfasen.

 

 

Målsætninger:

  • Virksomheden er en arbejdsplads med vægt på værdier, der fremmer trivsel. Værdierne skal afspejles i de enkelte livsfaser i arbejdslivet herunder seniorfasen
  • Det skal være attraktivt og muligt for både ledere og medarbejdere at fortsætte et aktivt arbejdsliv, så længe lysten er til stede, og de gensidige forventninger opfyldes

 

Aktiviteter / Retningslinjer:

 

  • Ved den årlige obligatoriske medarbejderudviklingssamtale (MUS) skal der være mulighed for at drøfte hvilke overvejelser medarbejderen har gjort sig om sit arbejdsliv. En nærmere drøftelse af, hvilke muligheder/forventninger begge parter har, kan finde sted her, hvis medarbejderen er interesseret heri

  • Når medarbejderen ønsker en mere konkret drøftelse af sit arbejdsliv med henblik på at indgå en senioraftale, skal medarbejderen tilbydes et seniorkursus. Herved kan medarbejderen få afklaret en række forhold, som har betydning for deres fremtidige rolle på arbejdspladsen, herunder medarbejderens fremtidige økonomiske forhold. Herefter tages en egentlig seniorsamtale mellem leder og medarbejder

  • Der er fuld accept på alle virksomhedens arbejdspladser af, at seniorer arbejdsmæssigt kan bidrage med lidt mindre i særlige situationer, end de har gjort i et langt arbejdsliv
     
  • Seniorstillinger skal være stillinger med relevant og meningsfyldt indhold for medarbejderen og arbejdspladsen, hvor kompetencer - faglige som menneskelige - der er oparbejdet gennem et langt arbejdsliv, kan anvendes optimalt

  • Såvel ledere som medarbejdere skal have mulighed for at afslutte arbejdslivet på en tilfredsstillende måde for alle parter. Eventuelt ved nedtrapning af arbejdstiden og/eller ansvar

  • Hvis arbejdstiden ændres i nedadgående retning, bør arbejdsopgaverne ligeledes tilpasses. Ellers kan de bevirke større travlhed og mere stress

  • Gennem APV'en forebygges eventuelle fysiske og psykiske arbejdsmiljøproblemstillinger, således at enhver seniormedarbejder kan trives i sit arbejde.