Hvad kan ledelsen gøre?   

At skabe et godt psykisk arbejdsmijø på arbejdspladsen er et fælles ansvar. Men som ledelse har man et overordnet ansvar for det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Det er vigtigt, at du som leder tager dette ansvar alvorligt og sætter fokus på arbejdspladsens trivsel og psykisk arbejdsmiljø i sin ledelsesform. Som ledelse er følgende vigtige pejlemærker:

 

Vær opmærksom på den enkelte medarbejder   

Som leder skal du være opmærksom på dine medarbejdere, anerkende dem og have øje for eventuelle adfærdsændringer. Alle medarbejdere er forskellige og har derfor forskellige behov og grænser for, hvornår de oplever pres og mistrivsel. Skaf dig derfor viden om, hvordan hver enkelt af dine medarbejdere oplever og viser tegn på dårlig trivsel. Den viden får du adgang til via dialog.

 

Vær en god kommunikator  

Det skaber forudsigelighed, når medarbejderne ved, hvor I skal hen, og hvad der kræves. Derfor er tydelig og hyppig kommunikation en vigtig ledelsemæssig opgave. Vær nærværende og tal også med dine medarbejdere til hverdag – ikke kun i forbindelse med medarbejderudviklingssamtaler (MUS) eller andre formelle møder.
 

Find også en god balance mellem inddragende dialog og ledelsesmæssig styring. Begge dele er vigtige og kræver gode kommunikationsevner, men balancen afhænger af den enkelte arbejdsplads og de enkelte medarbejdere. 

 

Prioriter trivselsinitiativer    

Tag ansvaret for at sætte trivselsinitiativer og udvikling i gang. Eksempelvis en APV omkring psykisk arbejdsmiljø, sociale arrangementer, mødeaktiviteter eller andet. Erfaringer viser, at det har en positiv effekt på trivslen, når ledere med strategisk placering involverer sig i konkrete trivselsinitiativer. Det signalerer til hele arbejdspladsen, at dette arbejde er vigtigt. Trivselsaktiviteter vil typisk foregå i konkurrere med den daglige drift. Derfor skal ledelsen f.eks.medvirke til, at der er den nødvendige tid, ressourcer og deltagelse i de ting der sættes i gang, herunder fx APV.
 

Vær en god rollemodel   

Det er lige så vigtigt, at du har øje på dig selv og din egen trivsel, da du er forbillede for dine ansatte. Vår åben om din egen trivsel og kommuniker i en god tone, også selvom du selv til tider er presset. Vis den positive vej frem.

 

Vær bindeled   

Ledelse handler også om at være bindeled mellem medarbejderne og den øverste ledelse. Det skal sikre, at virksomheden har et godt flow i kommunikationen.  Dette gælder kommunikation af de beslutninger den øverste ledelse træffer, men også en videregivelse af medarbejdernes behov, ønsker og ideer, så den øverste ledelse har føling med medarbejderne.  Fungerer dette, er det med til at skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø.    

  

Generelt er det vigtigt, at den enkelte medarbejder oplever en hverdag, der er præget af netop den forudsigelighed og ledelsesmæssig støtte, som hun har brug for. Det gør det ekstra vigtigt at have øje for den enkelte, samtidigt med, at man løbende vurderer, hvordan det går med arbejdspladsens samlede trivsel.

 

 

Se mere om den konkrete ledelses- og styringsindsats, som er nødvendig for at selve APV-processen skaber resultater her